I løbet af i år skal det første af de i alt 89 elementer, der tilsammen kommer til at udgøre Femerntunnelen, efter planen i produktion. Men inden det kommer så vidt, så skal der bukkes og samles ikke så helt lidt armeringsjern.
Det arbejde kommer til at foregå på den såkaldte panelfabrik, der ligger vest for selve elementfabrikken.
Arbejdet skrider frem
På de seneste luftfotos fra byggepladsen kan man se, at arbejdet med at etablere panelfabrikken skrider hastigt frem. På billedet herover ses panelfabrikken med det blå tag.
Panelfabrikken er, ligesom alt andet ved Femernbyggeriet, i sig selv lidt af et byggeprojekt. Den bliver 210 meter lang, 62 meter bred og 19 meter høj. Inde på fabrikken skal armeringsjernet til tunnelelementerne præmonteres. Herefter skal de transporteres over til selve elementfabrikken, hvor de inden støbning samles til et færdigt armeringsbur.
Knap 90.000 kvadratmeter fabrik
Når elementfabrikken er helt færdig, vil den bestå af i alt tre produktionshaller. Den kommer til at fylde i alt 76.800 kvadratmeter, så de godt 13.000 kvadratmeter panelfabrik kommer ikke til at syne af alverden i det store billede.
Portal på vej
På den danske side er arbejdet med tunnelportalen, hvor tog og biler kører ind i selve tunnelen, også efterhånden ved at tage så meget form, at man kan ane konturerne af, hvad det hele ender med. Og Femern A/S regner faktisk med, at man kan tage de første par skridt ind gennem tunnelportalen i løbet af i år.
Se de seneste luftfotos her (klik på billederne for at se dem i fuld størrelse):


