Skibsreder Jørgen Holm Christensen føler sig snydt for en større millionerstatning af Femern Bælt A/S, som han også beskylder fra at løbe fra en mundtlig aftale om kontraktarbejde – løftebrud som ifølge skibsrederen førte til konkurs, skriver DOI.dk.
Mundtlig aftale fra 2012
Stridspunktet gælder en mundtlig aftale indgået på et møde i 2012. Med til mødet var skibsreder Jørgen Holm Christensen, en medarbejder og rederens revisor. Mens Femern A/S var repræsenteret af finansdirektør Allan H. Kristensen, financial manager Gregers Jensen og direktør for marinearbejder Claus Iversen fra Femern A/S.
Formålet med mødet var ophævelse af en 10-årig kontrakt mellem skibsrederen og Femern A/S om vagtskibspatruljering. Arbejdet med Femernbæltforbindelsen var udsat på ubestemt tid, og derfor ville Femern A/S frigøres af deres kontraktlige forpligtigelser.
35 millioner kroner i erstatning
– Min revisor regnede ud, at vi skulle have 35 mio. kroner i erstatning, hvis kontrakten skulle ophæves. Kontakten var på 60 mio. kr. Men det ville Femern Bælt ikke give. Aftalen endte med, at jeg fik seks mio. kr. Samtidig blev det lovet mundligt, at jeg ville få arbejdet, når arbejdet blev genoptaget, fortæller Jørgen Holm Christensen i dag.
Tidligere medarbejder og revisor bekræfter
At den mundtlige aftale var en del kompensationsaftalen, bekræfter revisor Herluf Kielsgaard-Spicker i en skriftlig udtalelse, der foreligger DOI.dk:
Femern A/S og Jørgen Holm Christensen lavede en mundtlig “gentlemen aftale” om, at Jørgen Holm Christensen nok skulle blive kompenseret fuldt ud i form af tildeling af arbejde når/hvis projektet blev sat i gang. Af politiske årsager kunne man ikke give det på skrift, skriver han.
Det er også en udlægning som den nu forhenværende medarbejder Claus Sjömann, der deltog i mødet er enig i.
Masser af løfter
– Jørgen blev lovet arbejde både senere med vagtbåde og tilsynsbåde, hvis han ikke gjorde mere ved sin kontrakt. Jørgen kunne jo bare have lagt vagtskibet JHC Miljø til kaj og så fået betalingen de 10 år, som kontrakten løb. Vi har haft mange møder derefter med Claus Iversen, der hver gang lovede, at Jørgen fik arbejdet. Der blev ligefrem talt med bådtyper, og om det skulle være nye eller gamle både. Claus Iversen sagde til Jørgen: ”Du skal nok få det arbejde, som vi har lovet”, fortæller Claus Sjømann.
Endte med konkurs
For Jørgen Holm Christensen har den manglende indfrielse af aftalen haft store konsekvenser.
– Det trælse er, jeg endte med at gå konkurs på grund af det her, fortæller Jørgen Holm Christensen.
Vice-teknisk direktør, Kim Smedegaard, hos Femern A/S husker tydeligt Jørgen Holm Christensen.
– Jeg kender Jørgen rigtigt godt fra et langt og godt samarbejde på Storebælt, og det kan Jørgen også bekræfte. Men jeg kender ikke den konkrete sag. Men det er korrekt, jeg har anbefalet Jørgen at tage kontakt til dem, der står for bådene nu. Mere kan jeg desværre ikke bidrage med, siger Kim Smedegaard.
DOI.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Allan Christensen og Gregers Jensen. Claus Iversen der i mellemtiden ikke arbejder direkte for Femern A/S husker sagen, som han ikke har nogen kommentar til i dag.